Sohler & Fils
Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Somme tider kan man være heldig når man dumper ind fra gaden uden i forvejen at kende noget til vingården. Det var vi, da vi besluttede os til at kigge ind hos Domaine Sohler et Fils. Siden da er vingården blevet et fast stop hver gang vi besøger Alsace . Domaine Sohler & Fils ligger i Itterswiller, en lille by i Bas-Rhin, bare én lang gade, men med mange gode vingårde og en flot udsigt. Domaine Sohler blev oprettet i 1659, og drives i dag af Francois Sohler, med hjælp af far Bernard og sønnen Bruno. Vinene fra Domaine Sohler deles i tre grupper Tradition, de normale Alsace vine, hvor vægten er lagt på frugt og druernes udtryk. Dernæst kommer Terroir, vine fra de bedste Lieu-Dit, så Plaisir, søde vine på senthøstede druer. Desuden laves også tre forskellige Cremant d'Alsace. Vi koncentrerede os om vinene fra Terroir gruppen som vi var specielt begejstrede for. Især Riesling fra marken Frühmess, en knastør og fyldig Riesling, Pinot Gris "Les Tanières", en kraftig, velduftende Pinot Gris, uden for meget sødme og Pinot Noir "Elévé en Fûts de Chêne", en ægte rødvin, igen delvist fra marken "Frühmess" lavet på Bourgogne metoden, lavt udbytte, lang maceration med hele klaser og lagring 12 måneder på egetræsfade, heraf nogle nye. En blød og fyldig rødvin. Frühmess er den lokale Lieu Die, som deles mellem alle vingårdene i Itterswiller. Vinene forhandles ikke i Danmark.
Vingården udlejer også 3 moderniserede B&B værelser.