Dom. Christian Barthel - Bergmanns vinside

Bergmanns Vinside
Gå til indhold

Dom. Christian Barthel

Frankrig > Alsace > Dyrkere i Alsace
Byen Albé og dens vinmarker ligger som en lille selvstændig enklave ca. 15 km fra vinmarkerne langs Route du Vin. Vinmarkerne her skiller sig på flere måder ud fra resten af Alsace. De er for det første meget højtliggende, omkring 500 m, så vinmarkerne som de eneste i Alsace er klassificeret som "Vignoble de Montagne" (bjergvinmarker). og for det andet er undergrunden her grå skifer ligesom f.eks. i Mosel. En undergrund der egner sig specielt godt til de forskellige Pinot druer. "Rouge d'Albé" har da også tidligere været en meget kendt betegnelse fra vinene herfra. Desværre var vinene næsten ved at forsvinde, men heldigvis er interessen for at dyrke vine her stigende, og der er i dag 3 selvstændige vindyrkere, der sælger deres egne vine.
Domaine Barthel ligger midt i byen i blåt bindingsværkshus, som ikke er nemt at overse. Domaine Barthel har dyrket vine i Albé siden 1990, og er især kendt for sine Pinot vine. Af røde Pinot Noir vine laver man, foruden en rosé, 6 forskellige: Pinot Noir "Rouge Gorge", Pinot Noir "Clos de Sonnenbach", Pinot Noir "Vieilles Vignes", den fadlagrede naturvin Pinot Noir "Cuvée Réné", den helt nye "Symbiose" samt deres topvin, også en naturvin, Pinot Noir "L'Instinct". Det var svært at bestemme sig, alle var gode på hver sin måde, men mine favoritter er nok "Cuvée René", "Symbiose", men især "L'Instinct". "L'Instinct" laves af druer fra de bedste højstbeliggende terrasse parceller, lagres på egetræsfade, og hældes på flaske uden filtrering og tilsættelse af svovl. Der tilsættes en smule kulsyre for at beskytte mod oxidering, og vinen kræver derfor dekantering inden den drikkes.
Af andre Pinot vine kan nævnes den hvide Pinot Gris "Steinacker", som på grund af skifer er mere mineralsk end vanligt for Pinot Gris. Huset laver selvfølgelig de andre vine fra de "7 søstre", her skal især anbefales Riesling "l'Entité", en fadlagret Riesling, knastør og fyldig, samt vingårdens nyeste vin, en "assemblage", vine der en blandet af to eller flere forskellige druer (en trend, der ses mere og mere hos de mere ambitiøse dyrkere i Alsace). Denne vin hedder "J'existe", blandet af 90% Sylvaner med 10% Gewurztraminer. En vin, der ifølge Christian Barthel, laves fordi man synes det er synd, at Sylvaner går mere og mere i glemmebogen.
Tilbage til indhold